1. Kan den klippe store plæner?
Det afhænger af modellen. Størrelsen på din græsplæne er afgørende for, hvilken maskine du skal vælge. Derfor skal du starte med at måle din plæne op, så du er i stand til at vælge en maskine, der matcher dine behov.
Ligger opmålingen af din have på skellet mellem to maskiners kapacitet, kan du med fordel vælge den maskine, der kan slå den største plæne. Så burde du være sikret imod at købe en maskine, hvor producenten har været lidt for rundhåndet med løfterne.
2. Kan den kun slå helt firkantede plæner?
Robotplæneklippere fungerer bedst på regulære stykker græs. Hvis din have indeholder mange små stykker græs eller smalle passager, kan robotten derfor have svært ved at nå hele vejen rundt. En have med mange træer og bede på plænen kræver også mere af den ledning, der skal lægges ned langs kanten af det område, der skal slås. Hvis din have har mange træer eller andre forhindringer, skal ledningen lægges ned rundt om dem på en særlig måde.
3. Kan den klare stigninger?
Hvis der er kuperet i din have, skal du vælge en maskine, der kan klare store stigninger. Ellers kan det blive et problem for maskinen at komme op ad bakkerne. Spørg producenten eller forhandleren, inden du køber.
4. Hvor skal basen stå?
Nogle modeller kan stilles op ad en væg, mens andre er nødt til at stå et stykke fra mure og fliser. Og du kan ende med at skulle have en uskøn plastikkasse stående permanent midt på din plæne. Bestem basens placering, inden du ruller kanttråden ud.
Basen er sjældent særlig køn. Du kan evt. bygge et lille “hus” til den.
5. Larmer den?
Støjniveauet varierer fra model til model. En robotplæneklipper kører langsomt, og derfor bruger den også lang tid på at ordne plænen. Vælg derfor en model, der ikke larmer for meget. Producenterne oplyser støjniveauet i decibel, så der er mulighed for at sammenligne. 67 dB svarer fx til almindelig samtale.
6. Er den nem at stjæle?
Producenterne har forskellige metoder til at sikre, at ingen kan stikke af med din maskine. De fleste har en pinkode, der skal indtastes, hvis klipperen er blevet flyttet manuelt. Andre har en decideret tyverialarm, så en høj hyletone vil starte, hvis ubudne gæster løfter maskinen op fra græsset. Enkelte har også indbygget et GPS-modul, så du altid kan se, hvor i verden robotten befinder sig.
7. Kan den klippe i regnvejr?
Vådt græs lægger sig ned og kan derfor være svært at klippe jævnt, både for håndholdte maskiner og robotter. Derfor kan det være en fordel, hvis robotten er udstyret med en regnsensor, der får den til at køre tilbage til ladestationen, hvis der kommer nedbør.
8. Hvordan styrer jeg den?
Nogle robotter styres udelukkende på et indbygget betjeningspanel, mens andre kontrolleres via en app. Mobiltelefonen giver ofte flere valgmuligheder, men kan samtidig gøre opsætningen mere uoverskuelig.
9. Hvad med sikkerheden?
De små robotter er proppet med sikkerhedsforanstaltninger, som mindsker risikoen for at komme galt afsted. Fx skal de roterende blade stoppe øjeblikkeligt, hvis maskinen løftes eller vendes om. Man må heller ikke kunne nå bladene med fingrene, når robotten er i gang med sit arbejde.
Husk under alle omstændigheder at slukke maskinen helt, hvis du har brug for at skifte knive eller af andre grunde vende maskinen om!
10. Kan den klippe kanter?
Desværre nej. Du er ikke helt færdig med at slå græs. For at øge sikkerheden må de roterende blade aldrig nå helt ud til robottens kant. Det betyder, at uanset hvilken robot du vælger, vil det altid være nødvendigt at gå kanterne efter med en kanttrimmer.
LÆS OGSÅ: Her finder du vores nyeste test af robotplæneklippere
Læs mere: 10 ting du skal vide om robotklipperen Læs mere: Gør plæneklipperen så god som nyLæs mere: Sådan: Slib kniv til plæneklipper