Udsigten til at bygge nyt køkken er nok til at gøre de fleste en smule rundtossede.
Det er hårdt arbejde, det kan let blive dyrt, og der skal træffes et hav af beslutninger – og det er vigtigt at træffe de rette beslutninger, for køkkenet skal jo gerne være husets vigtigste rum i mange, mange år.
En af de ting, du skal vælge, er selvfølgelig, hvilken køkkenbordsplade der er den rette i netop dit køkken.
Udvalget er enormt, men vi forsøger at hjælpe dig lidt på vej ved at vise tre typer bordplader – en billig, en mellemdyr og en dyr.
Det vigtigste at vide er, at der ikke findes en perfekt bordplade. Der er nemlig fordele og ulemper ved alle typer, og kender du dine behov, er det lettere at vælge.
1. Den billige: Laminat
Vi ved godt, at priserne på bordplader af laminat kan variere fra billig til meget dyr, men her tager vi udgangspunkt i en prisfornuftig laminatplade. Køkkenbordsplader af laminat består af flere lag papir og lim presset sammen under meget højt tryk og høj temperatur. Laminat fås i adskillige udgaver, både i hårde og bløde varianter. En højtryksbehandlet eller kompakt laminatplade er stærkere og mere modstandsdygtig end blød laminat.
PRIS:
- Fra 300 kr. for 2,5 meter plade
FORDELE:
- Laminat er nemt at vedligeholde. En våd klud og almindelige, milde rengøringsmidler er nok til at holde pladen flot og helt ren.
ULEMPER:
- Laminat bliver let misfarvet af madvarer. Desuden er nogle, billigere typer af laminat ikke specielt varmebestandige, og derfor er det ikke al slags laminat, som du kan stille varme gryder og pander på.
2. Den mellemdyre: Stavlimet træ
Træ er et af de mest populære materialer, når der skal vælges køkkenbordsplade – og med god grund, for træ har nemlig et væld af gode egenskaber.
Bøg, ask og eg er stærke træsorter, der samtidig er varme og naturlige alternativer til eksempelvis laminatpladen.
Træpladerne produceres ved, at man limer stave sammen, så resultatet bliver en stabil, massiv plade, der kan slibes ned og olieres igen og igen efter behov.
PRIS:
- Fra 1.000 kr. for 2,5 meter plade
FORDELE:
- Let at skære til. Det er nemt at slibe pladen ned og give den olie, så den fremstår så god som ny. Eg er hårdt og bliver ikke så nemt ridset.
ULEMPER:
- Fugt fra vask og vandhane kan gøre stor skade på træet. Blødere træsorter bliver let ridsede. Tåler ikke varme i så lang tid ad gangen, så varme gryder og fade bør ikke stå længe på pladen.
3. Den dyre: Granit
Hvis du går efter det mest eksklusive look, kan en plade af sten være det rigtige valg. Marmor og granit er et dyrt, men velegnet materiale til køkkenbordsplader.
De er dog ikke de letteste plader at arbejde med. Tilskæring af en lang granitbordplade er en opgave for fagfolk, og bordpladen skal poleres for at holde sig flot og i topform. Granit findes i mange forskellige nuancer.
PRIS:
- Fra 2.500 kr. for 2,5 meter plade
FORDELE:
- Granit er syrefast, så det tager ikke skade af eksempelvis citron. Påvirkes ikke af vand. Kræver ikke særlig meget vedligeholdelse.
ULEMPER:
- Farveholdige madvarer kan plette granit. Selvom det ikke får mærker fra hede gryder, kan granit faktisk ikke så godt tåle varme, og derfor bør der ikke stå varme ting på bordet uden en bordskåner.
Læs mere: Vælg den rette bordpladeLæs mere: Kan jeg fikse kanten på laminatpladen?Læs mere: SÅDAN: Støb flot betonbordplade