Hvordan påføres træolie?
Træolien påføres med rulle, pensel eller klud, afhængigt af hvor stor fladen er, og hvor mange kroge og fordybninger der er. En stol med udskæringer olieres bedst med en klud, mens et gulv klares med en rulle eller en bred pensel på skaft. Havemøblerne er lettest at behandle med pensel.
Uanset hvordan man vælger at påføre træolien, er det vigtigste, at den overskydende træolie skal tørres godt af, når den har fået lov at trænge ind et stykke tid. Ellers vil træolien hærde og lægge sig i noget, der ligner små, blanke og fedtede søer på overfladen. De søer er umulige at få af ved aftørring, så de skal slibes af med slibepapir. På emballagen kan man læse, hvor længe der skal gå før aftørring. Det svinger fra et kvarter til 2 timer.
Træolie: Forbrug
Træolier fås i alt fra helt små 1/4-litersflasker med teakolie til store 10-litersspande med terrasseeller gulvolie. På nogle leverandørhjemmesider findes der beregnere, så man nemt får et overblik over, hvor meget der skal købes.
I eksemplet her er der beregnet, hvor meget olie der går til 20 m2 overflade, der skal have 2 gange.
Hvis træet er meget sugende, skal der bruges mere.
- Havemøbler: 3,1 liter/20 m2.
- Terrasse: 2,9 liter/20 m2.
- Lyst trægulv: 3,5 liter/20 m2.
- Eksotisk trægulv: 2 liter/20 m2.
- Køkkenbord: 3-3,5 liter/20 m2.
Vigtigt om træolie!
Klude vædet med træolie kan selvantænde. Så de skal destrueres, dvs. brændes eller køres på genbrugspladsen. Men indtil de havner der, skal de opbevares lufttæt, fx i et syltetøjsglas med låg.
Særligt ved linolie
Rå, koldpresset linolie består af meget små molekyler, der trænger dybt ind i træets porer. Når olien er påført, hærder den langsomt (3-6 dage) ved at optage ilt og ved påvirkning af uv-stråler. Under hærdningen udvider olien sig op til 20 % og gør derved træet stærkere.
Læs mere: Varianter af træolieLæs mere: Mal træværket i sensommerenLæs mere: Beskyt din træterrasse