Beton er et stærkt materiale, og uden et betonbor kommer du ikke langt, når du skal hænge hylder eller lamper i betonmure. Et betonbor har to, kraftige skær, som gør boret i stand til at gnave sig gennem den stærke beton.
På den måde ligner et betonbor et almindeligt murbor. Men det er ét punkt, hvor det adskiller sig fra det traditionelle cylinderformede bor, og det er på skaftets specielle form.
SDS-fæste på betonbor
Normalt bruger man ikke en almindelig boremaskine til at bore i en betonvæg. Det skyldes, at boremaskinen ikke har kræfter nok til, at boret kan få fat. I stedet bruger man en borehammer, hvor boret både drejer og hamrer på samme tid.
Det gør betonboret i stand til at bryde gennem betonen. Skaftet på et SDS-betonbor adskiller sig fra et almindeligt bor ved at have slidser, der lader boret køre frem og tilbage, når maskinen hamrer, samtidig med at det sidder solidt fast i maskinens patron.
Hård spids giver et betonbor styrke
Et træbor skal have et spidst skær, men det gælder ikke for bor til sten og beton. Et betonbor kan virke sløvt, men det betyder ikke noget, for det flade skær er hærdet og formet, så det kan bryde betonens overflade alligevel. Bliver det alt for sløvt, kan det dog slibes, så det bliver lettere at bore.
Forskel på beton og armeret beton
Hvis du skal bore i jernarmeret beton, får du selvfølgelig også brug for en borehammer, og der bør du også bruge et betonbor med mere end to skær. Et betonbor med fire skær gør det nemlig langt lettere at bryde gennem den hårde beton.
Et bor til særlige behov
Grundet betonborets udformning med dets SDS-fæste må det betegnes som et specialbor. Har du ikke en betonvæg, har du heller ikke behov for et betonbor. Et almindeligt murbor kan klare både mursten, porebeton og mange andre slags sten. Men til beton er det kun et betonbor, der for alvor slår til.
Læs mere: Sådan høvler du ligeLæs mere: Hvornår skal jeg bruge betonbor?Læs mere: Derfor er dyksaven sejere end rundsaven