Hvad er en kuldebro?
En kuldebro er et område, hvor varmen fra din bolig har lettere ved at slippe ud og kulde har lettere ved at slippe ind. En kuldebro skyldes ofte manglende eller ødelagt isolering, eller at der er fast materiale mellem den kolde og den varme side. Nogle gange kan man se sorte aftegninger på vægge eller loft, hvor der er en kuldebro. Det skyldes, at der opstår fugt, hvor varme og kulde mødes, og støv og snavs vil derfor sætte sig i denne kondens.
Hvordan ses en kuldebro?
Ved en kuldebro vil du ofte opleve træk, da varmen forsvinder fra boligen. Har du mistanke om, at der er en kuldebro i din væg, kan du bruge et infrarødt termometer, der måler overfladetemperaturen på eksempelvis dine vægge. På den måde kan du se, om der er temperaturforskelle, der hvor du har mistanke om, at der er en kuldebro.
Et infrarødt termometer kan ikke kun spare dig for en unødvendig høj varmeregning. De store temperaturforskelle, som en kuldebro kan forårsage, øger risikoen for kondens i boligen, som er guf for skimmelsvamp.
LÆS OGSÅ: Infrarødt termometer - tag temperaturen på alle overflader
Hvordan opstår en kuldebro?
Kuldebroer opstår typisk hvor væggen er massiv således, at ydermuren og indermuren er muret sammen. Det giver dårlig mulighed for effektiv isolering, og dermed opstår der en kuldebro. Ligeledes kan en kuldebro opstå, hvor ydervægge af træ er fastgjort til stolper eller bjælker, der har fast forbindelse til indervæggen. En anden typisk årsag til kuldebroer er manglende eller ødelagt isolering. I huse, hvor der er anvendt hulmursisolering, her kan man risikere, at isoleringen med tiden synker sammen, og resultatet af dette er typisk en kuldebro.
Kuldebro i lofter og gulve
En kuldebro opstår ikke kun i vægge. Lofter og gulve kan ligeledes være udsat for kuldebroer. Ofte er det manglende isolering, som er skyld i kuldebroer begge steder. I lofter opstår kuldebroer typisk i forbindelse med spærene i tagkonstruktionen, tagterrasser eller ved kviste og lysninger.
Hvordan udbedrer man kuldebroer?
Det kan være vanskeligt at udbedre en kuldebro, hvis årsagen til kuldebroen er fejl i byggeriet eller en forældet byggemetode. Eksempelvis har det i ældre byggeri været normalt at bruge tværliggende mursten som murbindere mellem ydermuren og indermuren, hvilket ofte forårsager en kuldebro. Sådanne kuldebroer kan oftest kun løses ved at efterisolere udefra, hvilket er et stort arbejde.
Skyldes en kuldebro manglende isolering, er det straks lettere at udbedre kuldebroen. Er isoleringen sunket sammen i hulmuren, skal der blæses ny isolering ind. Hvis det er manglende isolering på loftet, der forårsager en kuldebro, kan du også relativt let efterisolere her.
Indvendig isolering mod kuldebro
Det er muligt at lave en indvendig efterisolering af ens vægge, for at modvirke en kuldebro. Du skal bare være opmærksom på, at man skal være ekstra grundig, når du opbygger indvendig isolering mod en kuldebro. Husk at brug dampspærre og sørg for, at der ikke kan opstå kondens mellem den nye isolering og den gamle væg. Du kan også modvirke en kuldebro ved at efterisolere indvendigt med diffusionsåbent materiale.
Læs mere: Nem efterisolering uden dampspærre
Læs mere: Afslør og slip for kuldebroerLæs mere: Undgå kuldenedfaldLæs mere: En spalteventil i vinduet fjerner dug