På ydersiden ser man blot de smalle lærkelister på en dyb og sort baggrund. Et syn, som kun bliver endnu mere eksklusivt, når mørket falder på, og de små, sorte spots lyser op. Men indeni gemmer sig en smart konstruktion bestående af trykimprægnerede stolper og brædder, som holder sammen på en række rockwoolbatts, der effektivt dæmper støjen fra den trafikerede vej lige ude på den anden side.
Indrømmet. Det er både dyrere og mere besværligt at udføre dette projekt, end det ville være blot at bygge et simpelt plankeværk. Men glæden er til gengæld det større, når man et par uger efter kan nyde synet af sit flotte, nye luksushegn med lys og lyddæmpning.
Listerne koster dyrt
Med en cirkapris på 940 kr. meteren koster det nær 50.000 kr. at bygge et 50 meter langt hegn af denne type. Og det er faktisk de 700 snedkerskårne lister af sibirisk lærk på hver 4 meter, som tegner sig for den største udgift i projektet. Ud af den samlede pris koster listerne alene 30.000 kr. Du kan selvfølgelig vælge at bruge andre og billigere lister, og så længe du vedligeholder jævnligt med træbeskyttelse, holder de fleste andre træsorter også fint.
En anden udgift er den til elektrikeren. Du må nemlig ikke selv trække eller tilslutte el, og derfor bliver du nødt til at købe dig til professionel assistance.
Se, hvordan du bygger støjhegnet
Med hundredvis af smalle, lodrette lister monteret med præcis 3 cm’s mellemrum gælder det om at holde tungen lige i munden, så slutresultatet bliver helt perfekt. Det er ikke svært, men kræver, at du er omhyggelig med vaterpas og afstandsklods.
I denne gør det selv-vejledning gennemgår vi trin for trin, hvordan du:
- graver ud og støber stolperne fast
- bygger hegnets skelet
- monterer støjdæmpende isolering og lister
God fornøjelse!
Læs mere: Bomstærk havelåge Læs mere: Luksushegn med lys og lyddæmpning Læs mere: Sådan maler du hegnet